Jupiter har fire store måner, som kan ses fra Jorden med små kikkerter. Nærmest Jupiter er Io (udtales ”jo”), så kommer Europa, Ganymedes og yderst Callisto. Alle på nær Europa er større end Jordens måne.
Io er en helt unik måne, idet den har mange aktive vulkaner, som ofte er i udbrud. Egentlig burde den være meget kold som de øvrige måner, men den varmes op indefra af tidevandskræfter fra Jupiter og de tre andre store måner, hvilket bevirker, at den forbliver smeltet indvendig.
Europa varmes også op af tidevandskræfter. Månen har sandsynligvis en sten-kerne omgivet af et dybt ocean af flydende vand med en tyk iskappe yderst. Der er teorier fremme om, at et dybt opvarmet ocean, giver mulighed for liv.
Der er to rummissioner planlagt til Jupiters måner. Den første sendes afsted 2020.
Jupiter er solsystemets største planet med en diameter på 139.822 Km.
Dette svarer til, at Jorden kan ligge 22 gange hen over Jupiters diameter.
Jupiter vejer 318 gange så meget som Jorden og dens volumen kan rumme 1321 Jordkloder.
Jupiter har rigtig mange måner, hvoraf den største er lidt større end Merkur og den fjerde største er på størrelse med Jordens måne. Jupiter har også en stor rød plet, som skyldes et gigantisk foranderligt stormvejr, der har været aktiv i mindst 350 år.
Jupiters afstand til Solen er 5,2 gange Jordens og bruger godt 12 år på et omløb om Solen. Jupiter er den planet med det korteste døgn på 9h 55min.
Den danske astronom Ole Rømer blev i 1676 verdensberømt, idet han opdagede, at lyset bevæger sig med en endelig hastighed, ved netop at måle omløbstiden for Jupiters inderste måne.